Tjoe. Der er jo ikke nogen specifik opskrift på hvordan man må og skal og bør gøre, når man flyver fra reden. Og for mig, er det stadig et spørgsmål om tid, før jeg oprigtigt føler at jeg er der, hvor jeg føler mig allermest tryg. For..... hvad definerer jeg som et godt og trygt "hjem"? Er det en base - en hule - som jeg har bygget op fra bunden? En base med både job, studie, venner, kæreste og fritidsinteresser? I så fald tager det herre lang tid at få stablet på benene og der er stadig lang vej endnu.
For at gøre min indledning kort - here goes;
Jeg har boet i Århus siden september 2013. Dengang var jeg 19 år, nylig student, uden penge, grøn i forhold til "pleje- og omsorgsområdet" og havde ingen venner tæt på mig, ingen kæreste, dog heldigvis en søster, som hjalp mig alt hvad hun kunne (men jeg er stædig og vil så gerne være selvstændig! Så jeg er ikke altid så god til at tage imod den slags). Jeg var pænt forvirret og fortvivlet, fordi det ikke var en dans på roser, at springe ud i noget nyt og usikkert.
Nu har jeg rundet de 20 år og har banet mig vej fremad. I hvad føltes som slowmotion. Jeg har endelig fået en masse på CV'et, som kan hjælpe mig med at komme ind på sygeplejerskestudiet, som jeg drømmer om, og jeg er kommet til penge og har mødt en masse mennesker, som har beriget min hverdag. Desværre er mange af de nye venner rejst ud i verden, og jeg står nu igen med et lidt haltende netværk. Det er SVÆRT at flytte til en ny by, hvor man "blot" starter med at arbejde og ikke rigtigt har et netværk. For de venner jeg har hjemmefra, er ikke fløjet fra reden endnu. De steder, jeg har arbejdet, har det ikke ligefrem været med unge mennesker. Kun ganske få. I hvertfald indenfor hjemmeplejen, hvor jeg startede ud. Nu arbejder jeg som handicaphjælper - men der arbejder man ikke sammen med kollegaer. Der arbejder man tæt sammen med den person, man er hjælper for. Det er dejligt og udfordrende og jeg oplever nye ting hverdag og jeg er meget taknemmelig for alle de muligheder, jeg har, men det føles samtidigt hult, når jeg får fri og ikke rigtigt har nogen jeg bare MÅ fortælle dét og dét til. Jeg er dog næsten lige flyttet et nyt sted hen, hvor vi bor fire mennesker sammen, og jeg håber på, at mit sociale niveau kommer et par takker højere op!
Jeg er single. Og der er mange søde fyre i Århus. Og jeg kan godt lide opmærksomheden fra dem. Men de fleste fyre, jeg har haft kendskab til, ser mig ikke rigtigt for den, jeg er (Ja, "klassisk kommentar", tænker du nok) Men det er udmattende at stå med den følelse af, at give mere end man egentlig får. Og jeg må nok ærligt indrømme, at det er trættende og jeg ikke ligefrem bliver ved med at være håbefuld. For jeg bliver skuffet gang på gang. Og måske skulle jeg også lige lade være med at gå tilbage til fusere, nu vi var i gang. Af respekt for mig selv. For den slags fyre ændrer sig sjældent. Og giver mest af alt en falsk tryghed. Så det sagde vi lige, at jeg lod være med fra nu af, ikke?
Så.... currently status:
Jeg savner en kæreste - en fyr som vil MIG. Jeg vil gerne ind på studie snarest og forhåbentligt i byen jeg bor i (!!). Jeg savner mine venner; nye som gamle. Min krop er i protest indimellem. Jeg tror den har brug for, at jeg lige tager stressniveauet et par takker ned. Men.... der er bare så meget jeg vil opnå NU! Og jeg føler ingen tryghed lige pt.
Men den kommer forhåbentligt snart.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar