Forelskelse er smukt og pisse irriterende.

Det er noget underligt noget - dét med at forelske sig i et andet menneske. Det kan ske over kort tid. Det kan komme snigende.  Og det kan være super svært at indrømme. Fordi det om muligt ikke er gengældt. Og måske kan jeg også godt lide den der smerte, der medfølger, når man går i det uvisse og den anden ikke helt vil det samme.

Jeg mødte ham en måned efter jeg flyttede til Århus. Aldrig har jeg grint så meget i nogens selskab. Aldrig har jeg mødt en, der kunne vække alle mine følelser og sanser på én gang.
Han lagde op til, at det skulle være meget seriøst dengang, før jeg selv havde nået at tænke så langt, og jeg begyndte så småt at vænne mig til tanken om, at han virkelig kunne være kærestepotentiale for mig. Måske var det et trick, for efter en måneds kendskab til hinanden, vendte det hele om på en tallerken, og jeg modtog en besked fra ham, hvor han skrev, at jeg fortjente bedre - og så hørte jeg ikke mere fra ham. Før en måneds tid efter, hvor han spurgte hvordan jeg havde det. Havde egentlig set mig sur på ham, siden han bare sådan"forsvandt", men mit hjerte smeltede idet han kontaktede mig igen.

Han er en fyr, der er svær at lave deciderede aftaler med. Og efter manglende kontakt endnu engang, valgte jeg at give klar besked om, at jeg ville trække mig og se om jeg kunne finde bedre, fordi han tilsyneladende kun kontaktede mig, når han kedede sig. Men det holdte ikke særligt længe. Det der med at droppe kontakten. Kun i nogle måneder, og nu står vi her igen; Vi ses indimellem. Har dagligt kontakt. Og vi kan ikke sætte ord på vores "forhold". Vi taler faktisk ikke om det, og jeg tør ikke tage det op. Jeg burde på ingen måde lade mig såre gang på gang af en fyr, "bare" fordi jeg er forelsket. Men hvorfor hulan er det så svært at være fornuftig, når det gælder følelser?
Han kan få det værste og bedste frem i mig, og han er ellers totalt min type. Men.... han kæmper ikke for mig og jeg føler han tager mig forgivet. Jeg kan bare ikke finde ud af at droppe ham helt og aldeles. Så hellere tage vores "forhold" for hvad det er, og lade det være dét. Men det kan jeg jo heller ikke helt, vel. Så det er virkelig en ond cirkel. Og det giver bestemt ikke tryghed, at føle sig bundet til én, som har travlt med at gøre sig fri af alle mulige bånd.

Jeg har lyst til at fortælle ham, hvad jeg føler... Men... hvad får jeg ud af det? Jeg udleverer jo bare mig selv til en person, som ikke kan sige andet end han synes jeg er sød og dejlig, men ikke ved mere.