Jeg forstår det ikke.

I skrivende stund, sidder jeg med en øl i favnen og med Bon Iver i ørerne. Jeg forsøger at forstå det. Forstå, hvordan det kunne lade sig gøre endnu en gang at få afslag på samtlige studiesteder. Forstå, hvordan jeg får noget indhold i livet, ved siden af arbejde - et år mere! (Måske flere!)  Forstå, hvorfor alle fyre, af dem jeg møder, er en flok røvhuller. Forstå, at jeg er god nok.

Det er så svært at forstå lige nu.

Forelskelse er smukt og pisse irriterende.

Det er noget underligt noget - dét med at forelske sig i et andet menneske. Det kan ske over kort tid. Det kan komme snigende.  Og det kan være super svært at indrømme. Fordi det om muligt ikke er gengældt. Og måske kan jeg også godt lide den der smerte, der medfølger, når man går i det uvisse og den anden ikke helt vil det samme.

Jeg mødte ham en måned efter jeg flyttede til Århus. Aldrig har jeg grint så meget i nogens selskab. Aldrig har jeg mødt en, der kunne vække alle mine følelser og sanser på én gang.
Han lagde op til, at det skulle være meget seriøst dengang, før jeg selv havde nået at tænke så langt, og jeg begyndte så småt at vænne mig til tanken om, at han virkelig kunne være kærestepotentiale for mig. Måske var det et trick, for efter en måneds kendskab til hinanden, vendte det hele om på en tallerken, og jeg modtog en besked fra ham, hvor han skrev, at jeg fortjente bedre - og så hørte jeg ikke mere fra ham. Før en måneds tid efter, hvor han spurgte hvordan jeg havde det. Havde egentlig set mig sur på ham, siden han bare sådan"forsvandt", men mit hjerte smeltede idet han kontaktede mig igen.

Han er en fyr, der er svær at lave deciderede aftaler med. Og efter manglende kontakt endnu engang, valgte jeg at give klar besked om, at jeg ville trække mig og se om jeg kunne finde bedre, fordi han tilsyneladende kun kontaktede mig, når han kedede sig. Men det holdte ikke særligt længe. Det der med at droppe kontakten. Kun i nogle måneder, og nu står vi her igen; Vi ses indimellem. Har dagligt kontakt. Og vi kan ikke sætte ord på vores "forhold". Vi taler faktisk ikke om det, og jeg tør ikke tage det op. Jeg burde på ingen måde lade mig såre gang på gang af en fyr, "bare" fordi jeg er forelsket. Men hvorfor hulan er det så svært at være fornuftig, når det gælder følelser?
Han kan få det værste og bedste frem i mig, og han er ellers totalt min type. Men.... han kæmper ikke for mig og jeg føler han tager mig forgivet. Jeg kan bare ikke finde ud af at droppe ham helt og aldeles. Så hellere tage vores "forhold" for hvad det er, og lade det være dét. Men det kan jeg jo heller ikke helt, vel. Så det er virkelig en ond cirkel. Og det giver bestemt ikke tryghed, at føle sig bundet til én, som har travlt med at gøre sig fri af alle mulige bånd.

Jeg har lyst til at fortælle ham, hvad jeg føler... Men... hvad får jeg ud af det? Jeg udleverer jo bare mig selv til en person, som ikke kan sige andet end han synes jeg er sød og dejlig, men ikke ved mere.

Jeg vil gerne være stærk.

Jeg var i tvivl om, om jeg skulle tage hjem til weekenden. Udover arbejde, var der såmænd ikke meget at lave i Århus, og jeg kunne ikke overskue en weekend uden at lave noget, men samtidigt orkede jeg heller ikke turen hjem til familien og risikoen for, at jeg måske ikke ville have lyst til at tage hjem til Århus igen, når først jeg var i de vante trygge rammer.

Men jeg gjorde det. Tog af sted. Så mig en mulighed for at besøge nogle savnede venner og min familie.
Det er rart at være hjemme, og det er rart at have mulighed for at sætte ord på følelser, som jeg ellers har svært ved. Jeg vil gerne være STÆRK. Og jeg er det måske også. Det er vel stærkt at kunne tillade sig at være vaklende indimellem? At acceptere at tingene er svære i tiden. Det har min mor også været rigtig god til at minde mig om. Det ER svært at flytte hjemmefra. Der er mange ting, der hører med, som man først lige skal til at finde ud af. F.eks. at tage til tandlægen eller læge eller fys, uden der er nogen med til at få sat ord på tingene.

Jeg er røget ind i en lidt ond cirkel det seneste års tid. Jeg har en tendens til at blive dårlig. Som i, rigtig dårlig. Og jeg ved ikke præcist hvorfor. Det kommer vel egentlig af angst, som jeg ubevidst underspiller, hvilket rent faktisk får mig til at besvime. Det er sket et par gange, og det er virkelig ikke behageligt. Jeg hader at miste kontrol og bryder mig ikke om, at jeg skal være så styret af følelser i tiden, for jeg vil jo gerne være STÆRK. Og det gør mig nervøs.

Både i morgen og tirsdag, skal jeg til tandlæge. Jeg gruer for det. Jeg skal have lavet fire huller (!!), og sidste gang jeg var hos tandlægen, skulle jeg også have lavet et hul. Og jeg blev så utroligt bange for det. Sådan plejer jeg ikke at have det med tandlæge besøg, for jeg har aldrig haft besvær med mine tænder. Før nu, selvfølgelig. Dengang havde jeg min søster med til at ae mig på benet, men de næste dage skal jeg sgu klare det selv. Jeg er bare allerede bange for at blive dårlig.

Nå, men i morgen, er i morgen og ikke i dag... Så jeg må hellere nyde provinsen lidt endnu, før jeg tager hjem og bliver bedøvet af de kære tandlæger. Wish me luck!

Introduktion. Tror jeg nok.

Hvorfor en blog om at "flyve fra reden"?

Tjoe. Der er jo ikke nogen specifik opskrift på hvordan man må og skal og bør gøre, når man flyver fra reden. Og for mig, er det stadig et spørgsmål om tid, før jeg oprigtigt føler at jeg er der, hvor jeg føler mig allermest tryg. For..... hvad definerer jeg som et godt og trygt "hjem"? Er det en base - en hule - som jeg har bygget op fra bunden? En base med både job, studie, venner, kæreste og fritidsinteresser? I så fald tager det herre lang tid at få stablet på benene og der er stadig lang vej endnu.

For at gøre min indledning kort - here goes;

Jeg har boet i Århus siden september 2013. Dengang var jeg 19 år, nylig student, uden penge, grøn i forhold til "pleje- og omsorgsområdet" og havde ingen venner tæt på mig, ingen kæreste, dog heldigvis en søster, som hjalp mig alt hvad hun kunne (men jeg er stædig og vil så gerne være selvstændig! Så jeg er ikke altid så god til at tage imod den slags). Jeg var pænt forvirret og fortvivlet, fordi det ikke var en dans på roser, at springe ud i noget nyt og usikkert.

Nu har jeg rundet de 20 år og har banet mig vej fremad. I hvad føltes som slowmotion. Jeg har endelig fået en masse på CV'et, som kan hjælpe mig med at komme ind på sygeplejerskestudiet, som jeg drømmer om, og jeg er kommet til penge og har mødt en masse mennesker, som har beriget min hverdag. Desværre er mange af de nye venner rejst ud i verden, og jeg står nu igen med et lidt haltende netværk. Det er SVÆRT at flytte til en ny by, hvor man "blot" starter med at arbejde og ikke rigtigt har et netværk. For de venner jeg har hjemmefra, er ikke fløjet fra reden endnu. De steder, jeg har arbejdet, har det ikke ligefrem været med unge mennesker. Kun ganske få. I hvertfald indenfor hjemmeplejen, hvor jeg startede ud. Nu arbejder jeg som handicaphjælper - men der arbejder man ikke sammen med kollegaer. Der arbejder man tæt sammen med den person, man er hjælper for. Det er dejligt og udfordrende og jeg oplever nye ting hverdag og jeg er meget taknemmelig for alle de muligheder, jeg har, men det føles samtidigt hult, når jeg får fri og ikke rigtigt har nogen jeg bare MÅ fortælle dét og dét til. Jeg er dog næsten lige flyttet et nyt sted hen, hvor vi bor fire mennesker sammen, og jeg håber på, at mit sociale niveau kommer et par takker højere op!

Jeg er single. Og der er mange søde fyre i Århus. Og jeg kan godt lide opmærksomheden fra dem. Men de fleste fyre, jeg har haft kendskab til, ser mig ikke rigtigt for den, jeg er (Ja, "klassisk kommentar", tænker du nok) Men det er udmattende at stå med den følelse af, at give mere end man egentlig får. Og jeg må nok ærligt indrømme, at det er trættende og jeg ikke ligefrem bliver ved med at være håbefuld. For jeg bliver skuffet gang på gang. Og måske skulle jeg også lige lade være med at gå tilbage til fusere, nu vi var i gang. Af respekt for mig selv. For den slags fyre ændrer sig sjældent. Og giver mest af alt en falsk tryghed. Så det sagde vi lige, at jeg lod være med fra nu af, ikke? 

Så.... currently status: 

Jeg savner en kæreste - en fyr som vil MIG. Jeg vil gerne ind på studie snarest og forhåbentligt i byen jeg bor i (!!). Jeg savner mine venner; nye som gamle. Min krop er i protest indimellem. Jeg tror den har brug for, at jeg lige tager stressniveauet et par takker ned. Men.... der er bare så meget jeg vil opnå NU! Og jeg føler ingen tryghed lige pt.

Men den kommer forhåbentligt snart.